Farligt at mærke efter?

Farligt at mærke efter?

Det er ”farligt” at mærke efter?.

De fleste der bliver ramt af alvorlig stress er blevet så gode at de efterhånden overhovedet ikke kan mærke deres egne signaler. De signaler som kroppen afsender for at få os til at stoppe op.

De fleste af os lærer det tidligt i vores liv – at det ikke nytter noget at mærke efter. For enten bliver det ikke hørt hvis vi giver udtryk for hvad vi føler, eller også bliver det gjort forkert! Derfor resonerer vi os frem til at det med følelser behøver vi ikke dyrke så meget!
Læg f.eks. mærke til hvordan du trækker vejret. Trækker du det dybt ned i lungerne eller kun overfladisk – lige indtil mellemgulvsmusklen?

De fleste af os der ikke ønsker at mærke efter – trækker vejret overfladisk. For kommer vi ned i maven med vejrtrækningen, så er der fare for at vi kan mærke følelserne – som vist ikke er helt okay?

Rigtig mange mennesker er derfor ikke særligt gode til at mærke efter i kroppen. Så hvis jeg spørger dig nu – når du er glad, hvordan føles det så i kroppen?
– når du er ked, hvordan føles det så i kroppen?
Har du nemt ved at svare? Eller bliver dit svar bare ”en glad følelse” eller ”jeg græder”?
Det kan nemlig blive endnu mere specifikt end de besvarelser. For prøv at huske tilbage til julen da du var barn. Du var bare en lille en der gik og ventede på at det blev juleaften, for så skulle du have gaver. Prøv at tænke tilbage på hvordan det føltes dengang i kroppen. Jeg mindes det var en boblende fornemmelse dér hvor jeg næsten ikke kunne være i min egen krop – for bare bobler.
Så hvordan føles det i din krop når du ”mærker” noget?
Samtidig kan det også være nærmest ”farligt” at mærke efter nu her hvor du er voksen. For alle de følelser du har i maven/kroppen – dem har du måske ikke lyst til at mærke igen?

Jeg vil prøve at forklare dig hvorfor:

Kan du huske dit barndomshjem? Jeg kan huske mit – set med barneøjne. Det var et kæmpe hus. Stuen var kæmpe stor, mit værelse var kæmpe stor – og græsplænen var lige så stor som en fodboldbane – eller måske større?
Jeg kom tilbage til mit barndomshjem som voksen – og fattede ikke hvad der var sket. For mit barndomshjem var skrumpet. Det var et lille hus, en lille bitte stue, og mit værelse var jo nærmest et kosteskab.
Sådan er det også med følelser. Da vi som børn pakkede vores følelser væk i maven, da var de kæmpe store og uoverskuelige at mærke efter. Og derfor har vi ikke villet kigge/mærke dem siden. Men nu er du voksen, og der er sket en masse siden. Min erfaring er – at når vi som voksne pakker vores følelser ud igen, så er de slet ikke så ”farlige” som dengang da vi pakkede dem ned.
Husk på at når man som barn synes det er farligt er det fordi man er lille og ikke ”bestemmer” over sit liv selv. Det kan være lig med overlevelse at ”sluge” sine følelser som barn. Virkeligheden er bare noget andet nu da du er voksen. Nu vælger du selv om folk må træde på dig, overskride dine grænser eller hvad der gør dig glad!
Og vi er – efter min mening – nødt til at få pakket vores følelser ud og kigget på dem. For de vejer tungt i vores rygsæk og bliver tungere og tungere. Og min erfaring er også at vi får det meget bedre når vi pakker dem ud. For vi finder på den måde også ud af at vi ikke er en fejl (som vi måske har gået og troet), og følelser er noget rart noget der skal hjælpe os med at navigere i livet.

Alle følelser er lige gode og vi skal bruge dem alle. Vi skal bare som voksne til at lære hvordan vi skal bruge dem på den gode måde – så vi får det liv vi ønsker os allermest.

Rigtig god fornøjelse

Lotte Klink
Stress-ekspert
http://www.lotteklink.dk/
Stress coach udbrændthed angst velvære ubalance eksamenangst