Da Lars måtte give op

Da Lars måtte give op

Da Lars måtte give op – en beretning om en klients stressforløb.

Lars gik til møde på jobbet som mange gange før. Stemningen i mødelokalet var spændt og træt. De seneste par år på arbejdspladsen havde været tunge. Den nye chef pressede på, selv om medarbejderne allerede ydede over max. Omstruktureringer, stor udskiftning blandt personalet og stadig mere dokumentation medvirkede til at øge presset. Lars klarede tingene når andre måtte give op og tog ansvar – også ud over sine beføjelser. Han var en erfaren medarbejder, og havde en opfattelse af sig selv som en rimelig rolig og robust støbning, der satte en ære i at hjælpe når tingene brændte på. Firmaet kunne altid regne med ham.

”Jeg burde måske have set det komme, og reageret på det før” mente Lars. ”Men jeg troede jo jeg var uovervindelig og at, hvis jeg skulle rammes af stress, så var det sket for mange år siden, for jeg har jo altid taget stort ansvar – også i meget pressede situationer tidligere i mit liv”. Men situationen på arbejdet var anderledes denne gang. Lars havde længe savnet støtte og anerkendelse for sit arbejde. ”Jeg var begyndt at få tanker om at sidde i en meningsløs trædemølle af papir bureaukrati, og det gav mig en følelse af afmagt”, fortalte Lars videre. ”Humøret blev tiltagende dårligere. Min lunte blev alt for kort og udvejene blev mere og mere svære at finde. Jeg havde lyst til at grave mig ned under dynen og lade verden fortsætte uden mig.”
Familien brokkede sig over hans manglende nærvær, når Lars træt sank sammen foran tv’et derhjemme for dermed at slippe de negative tanker, som kørte rundt i hovedet på ham for en stund. ”Jeg er normalt et meget socialt menneske, men jeg havde ikke længere overskud til at se venner eller tage initiativ til social aktivitet”, forklarede Lars. ”Livet blev en kamp om at overleve dagens strabadser på jobbet. Jeg begyndte at miste troen på mig selv. Troen på at være den, der kunne klare alting, og den, der havde svar og løsninger på alt. Jeg begyndte så småt at hade min tilværelse, for jeg burde jo være alt vidende og uovervindelig!”.
Anspændtheden og trætheden tiltog hos Lars. Det samme gjorde de mange negative tanker. Panodil’erne i medicinskabet forsvandt i stigende takt for at dulme den tiltagende daglige hovedpine.
Den dag i mødelokalet ”knækkede filmen” for Lars. Usaglige beskyldninger medarbejdere imellem blev fremført. Helt uvirkeligt, og som i en dårlig ud af kroppen oplevelse, oplevede han pludseligt sig selv skændes højlydt med en ellers god kollega. For ikke at eskalere yderligere, men med hjertebanken og en fornemmelse af maveindholdet på vej den forkerte vej, løb Lars ud af døren.
Dette blev starten på en længere sygemelding og en opstart i et behandlingsforløb hos mig. Det var en skeptisk Lars der trådte ind af døren til mig. For som Lars ganske rigtigt udtrykte det, kunne jeg jo ikke give ham en ny virksomhedskultur eller mindre arbejdspres/ansvar på arbejdspladsen. Lars følte samtidig skyld over at måtte svigte kollegaerne. Han prøvede ”at tage sig sammen” og komme af sted på job, for på den måde at begrænse sit fravær fra arbejdsmarkedet, som flere han havde talt med sin situation om anbefalede ham. ”Alt var planlagt til at jeg skulle af sted på job, inden jeg faldt for 14-dages grænsen for at der skulle falde en lægeerklæring på mit fravær. I mit hoved var det nemlig lidt af en falliterklæring. Jeg var jo bare ”lidt” træt af det hele”, forklarer Lars. ”Efter de fjorten dage hjemme havde jeg det jo egentlig ok. Der var lidt lys i mørket igen.

Da uret ringede mandag morgen og jeg skulle af sted blev jeg simpelthen ramt af en hammer af virkelighed. Jeg blev fysisk dårlig! Mit sind var klar, men min krop reagerede meget kraftigt med galopperende hjertebanken, kvalme og diarre. Jeg måtte nu – stadig modstridende – simpelthen erkende, at jeg ikke kunne gennemføre det, og i stedet blev det samme dag til et besøg hos lægen, som heldigvis kunne se hvad der foregik og uden tøven gav mig en varighedserklæring. I samme ombæring blev jeg også klar over at det her ”stress-noget” nok ikke forsvandt af sig selv, og at jeg havde brug for hjælp for at komme videre på en god måde med livet”.
Som akademiker var Lars vant til at analysere med hovedet for at kunne præstere og arbejde målrettet. Men han kunne altså ikke tænke sig ud af sin stress tilstand. Det var tid til at slippe hovedet en stund. Bare være menneske uden at skulle præstere og samtidig få masser af hvile.
I behandlingen blev Lars introduceret til TRE (Tension – Stress- Trauma forløsning). Med TRE fik Lars en selvhjælps teknik, som han efter få øvelsessessioner selv kunne udføre hjemme. Ved hjælp af simple fysiske øvelser fik Lars sat gang i kroppens naturlige neuro-psykologiske vibrationsmekanisme og hermed forløst stressenergi fra det opkørte nervesystem samt reduceret de spændinger, som kroppen havde bygget op i forbindelse med det såkaldte ”fear respons”, som aktiveres, når kroppen tror der er fare på færde, og musklerne derfor trækker sig sammen og spænder op – klar til kamp eller flugt.
Via “TRE” blev Lars også mere kropsbevidst og fik gradvist åbnet op for forbindelsen fra hovedet og ned i kroppen, hvor han begyndte at kunne sanse sig selv. Dette er en god hjælp til at fange de første kropslige signaler på at været nået til sine grænser, samt til at kunne mærke følelser. Med andre ord så blev Lars bedre til også at føle hvad der er rigtig for ham, i stedet for at prøve at tænke sig til det.
Efter at have fået lidt mere ro i systemet, påbegyndte vi et samtaleforløb, hvor Lars ved hjælp af blandt andet kognetiv terapi og mindfulness fik øje på de negative automatiske tanker og den tilhørende adfærd som var med til at vedligeholde og forstærke hans stress og det vigende selvværd. Lars fortæller ”I forbindelse med samtalerne fik jeg for eksempel pludselig øje på at jeg tidligt i livet har lært at jeg fik anerkendelse og kærlighed når jeg havde præsteret noget. Jeg er noget værd når jeg er dygtig, effektiv og hurtig, og står til rådighed for at gøre andre glade”. Nu hvor Lars pludselig ikke længere kunne ”levere varen” skabte det angst, skam og negative tanker om at være svag. Tanker om hvem han egentlig var, hvis han alligevel ikke var ham den robuste, som kunne holde til det hele og løse alle problemerne.
Gennem terapien og de nye værktøjer fandt Lars gradvist sit fodfæste igen. Han kunne efter sin sygemelding genoptage sit arbejde – nu uden at kroppen reagerer negativt længere. De negative tanker får ikke lov at styre ham på samme måde længere. ”Jeg har bl.a. lært, at det bare er tanker! Og tankerne er ikke mig. Jeg har lært at være observant på hvilke tanker jeg har, og hvad jeg kan bruge dem til, fordi jeg nu kan kigge mere neutralt på det, som sker i mit sind. Dermed kan jeg berolige mig selv inden stressen får lov at tage over – for nå ja… det er jo bare tanker og sjældent så slemt som mit sind ellers gerne vil gøre dem til”, fortæller Lars om effekten af hans forløb.
Hans selvfølelse og selvværd er ikke længere på samme måde afhængig af at skulle præstere for at få anerkendelse. Han ser nye vinkler på livet og han bliver hele tiden bedre til at mærke hvad han kan være med til og hvor hans grænser skal sættes. ”Det ligger så dybt i mig at prøve at opnå andres anerkendelse gennem mine evner og min hjælpsomhed. Så det må jeg erkende. Men denne bevidsthed gør at det trods alt er nemmere for mig at være bevidst om det og træffe valg og sætte grænser på den baggrund”, siger Lars og fortsætter ”Jeg glemmer aldrig aftenen efter min første dag på arbejde efter min sygemelding, hvor jeg ville meditere for at få dagens oplevelser bearbejdet. Aldrig har jeg oplevet et så stort kaos af tanker i forbindelse med en meditation, som denne dag. På intet tidspunkt i forbindelse med mit forløb hos Birgitte havde jeg oplevet noget lignende i mit sind. En sølle arbejdsdag var gået og nu var mit nervesystem så overstimuleret, at jeg ikke anede hvad der var op eller ned på mig selv og mit liv, og jeg var lige så urolig som før min sygemelding. Det blev jeg simpelthen så trist og ked af det – ked af at mærke effekten af det, jeg hver dag tilsyneladende udsatte mig selv for, og fordi jeg før bare lod stå til og ikke var opmærksom på den ”vold” jeg udsatte mig for, gennem mit forsøg på at gøre alle tilfredse. Men samtidigt blev jeg også glad for, at jeg nu kunne få øje på det, og dermed gøre noget ved det.

Med udgangspunkt i netop den følelse af, at selv kunne gøre noget ved min situation ved f.eks. at sætte grænser og stå ved dem eller ved at få øje på at det ikke er alle kampe, som behøver være mine kampe også, så føler jeg at jeg har generobret min forbindelse til min krop og mine sanser. Det har givet mig ny glæde ved livet. En ting er i hvert fald sikkert – jeg skal ikke tilbage til det sorte hul, hvor livet ikke er værd at leve!!! Der er stadig tidspunkter, hvor en snert af mindreværd og elendighed presser sig på, men mit forløb, og de indsigter i min personlighed terapien har givet mig, har heldigvis givet mig lige præcis de værktøjer (en metaforiske skovl og tilhørende bunke jord), der skal til for at dække det sorte hul. Det er jeg i dag er dybt taknemmelig for”, afslutter Lars.

Ovenstående case er gengivet med tilladelse fra klienten. Efter aftale er navnet ændret for at sikre klientens anonymitet.

Psykoterapeut og TRE provider Birgitte Rantzau – http://dansmedlivet.nu/

psykoterapeut, stress, traumer, angst, depression

Birgitte rantzau, psykoterapeut