Angstens mange former

Angstens mange former

Angstens mange former og farver!
Mange menneskers kendskab til angstreaktioner, er, at det er noget, som man enten skal ”overhøre” og dermed tvinge sig ud i noget, som kroppen ellers reagerer kraftigt på. Andre prøver på at undgå bestemte ting af frygt for angsten. Mange bliver simpelthen angst for angsten. Jeg ønsker i stedet, at man ser med nye venlige og nysgerrige øjne på den angst, der ofte fylder kroppen op, i forbindelse med langvarig stress.
Der har i den senere tid været et stort fokus på angst. Dog mener jeg, at der især mangler at blive sat fokus på angst fra en helt anden synsvinkel af. Nemlig den angst der kan opstå på grund af alvorlig og langvarig overbelastning. Stress. Langvarig stress er netop en alvorlig og et nærmest kronisk højt alarmberedskab i kroppens nervesystem, og som ofte har angsten som følgesvend. Men denne angst der følger med, hånd i hånd med stressen, ønsker jeg, bliver set og hørt i et andet lys. Det vigtige er netop, at man ved, at det er normalt, at kroppen reagerer med angst, når hjernen er massivt overbelastet, og at man derfor ikke skal være bange for kroppens reaktioner. For hvis man først frygter, og er bange for kroppen, så ender men netop med at blive angst for angsten.

Jeg blev sygemeldt januar 2013. Jeg oplevede selv personligt angstens tag i kroppen. Men fra dag et af overbevidste jeg mig selv om, trods det massive ubehag, at jeg skulle lytte. At se alle angstreaktionerne som de ledetråde, de var. Ikke noget jeg skulle være bange for, men nærmere byde velkommen som min bedste ven, der lydløst ville fortælle mig, hvilken vej jeg skulle gå. Både indeni mig og i mine ydre omgivelser.
Min hjerne kunne simpelthen ikke rumme mere. Kunne ikke kapere flere indtryk. Jeg kunne ingenting. Hvis jeg i den første tid prøvede på at stå op om morgenen for at kysse mine børn farvel, kvitterede min krop med akut diarre, kvalme, opkast, nervøse mørke sommerfugle i maven og rystelser. Det første år kunne mit system heller ikke læse, se tv eller være sammen med andre, uden at jeg havde et høreværn på. Kunne kun bruge én sans ad gangen. Jeg kunne ikke tage ned og handle i butikkerne det første hele år, da jeg fik følelsen af ikke at kunne være indenfor, med alle de stimuli der var i butikken. Havde svært ved at trække vejret ordentligt og blev voldsom ør i hovedet efter få minutter, og sindssyg træt, så øjnene ikke kunne holdes åben efterfølgende.
Allerede den dag i januar hvor jeg blev sygemeldt, havde min egen læge skrevet en recept på angstdæmpende medicin. Jeg indløste den aldrig på apoteket, da jeg inderst inde var klar over, at kroppen reagerede, som den gjorde, på grund af en overbelastning. I min optik var der altså en årsag til, at min krop havde det som den havde, og dermed blev jeg jo nødt til at mærke det. Forholde mig til det og ikke dulme eller bedøve. Til trods for at jeg faktisk havde følelsen af, ikke at kunne være i min egen krop, tvang jeg mig til det. Også selvom de første to måneder var inde på sofaen, hvor det eneste jeg kunne, var at have fokus på min vejrtrækning. Da min læge så hørte at jeg ikke kunne gå ned og handle, så var det jo fordi, at jeg måtte have socialangst. Igen var det eneste han tilbød mig, at han ville medicinere mig ud af det. Endnu engang sagde jeg ”nej tak”. For nej, jeg kunne jo godt mærke, at jeg ikke var bange for andre mennesker. Min hjerne kunne bare ikke rumme en indkøbsseddel og alle de hylder med mad og sanseindtrykkene. Min krop blev dårlig af det, fordi hjernen var overloadet. Jeg valgte at lytte til min krop, og undlod alt det som min krop, regerede kraftigt på. Gav den hvile og den ro, som den så inderligt krævede, uden at presse mig selv.

Samtidigt kunne jeg heller ikke rumme at være sammen med flere mennesker. Hverken i større eller mindre selskaber. Kun een ad gangen. Ellers blev jeg igen dårlig efter blot få minutters samvær, med massiv ørhed i hovedet, svimmel, svært ved at trække vejret, en indvendig dirren og følelsen af at skulle ud i det fri. Igen ville jeg ikke acceptere lægens dom. Socialangst. For jeg var så sikker på, at det blot var fordi min hjerne og hele nervesystem ikke havde ressourcerne til det, som jeg udsatte den for. Så jeg var på intet tidspunkt bange for, at jeg havde den angstlidelse, som lægen sagde. Derfor blev jeg aldrig bange for angsten, fordi jeg vidste, at min krop reagerede normalt på den unormale overbelastning, som jeg havde tilegnet mig.

Utrolig mange mennesker tror på de ord, når fag personer siger, at de lider af angst. Får en angstlidelse stemplet på papiret. Og så bliver det menneske, der bliver utilpas af at gå ned og handle, yderligere bange for det, på grund af det ubehag kroppen fremkalder inden i. Og det bliver hurtigt en ond cirkel.
I stedet ønsker jeg, at man ser denne sammenhæng mellem stress og angstreaktioner, som en måde hvorpå kroppen vil snakke til en, fordi den vil passe på en. At der faktisk ER ting som man reelt skal lade være med eller begrænse, når hjernen er overbelastet. Og lytter man, og lærer at læse kroppens signaler, så skal den også nok sige til, når den langsomt, men igen, er klar til stimuli og indtryk.

Mennesker som der i dag har stress inde på livet, eller som på et tidspunkt bliver ramt, og hvor angstreaktioner især i starten nærmest er et fast inventar, skal vide, at det er normalt. Hvis den ramte lige fra starten af ved og accepterer, at kroppen er skruet sådan sammen, og dermed giver kroppen den ro, som den beder om, så heler systemet også hurtigere, og man undgår at ende med følelsen af, at være angst for angsten. Man undgår at udvikle en reel angstlidelse, hvis man giver kroppen lov til at komme med disse angstsymptomer og reaktioner. For når kroppen er så massiv alvorlig overbelastet, ser hjernen netop al stimuli og indtryk, som en fare. Og nej, i den logiske optik er det ikke ting, som er reel farlige for ”normale” velfungerende mennesker. Men for et menneske, hvis hjerne er i kronisk alarmberedskab, ER de fleste ting en oprigtig fare. For en stund. Så i stedet for at blive fyldt med frygt og yderligere angst, kræver det blot en bevidsthed og forståelse for, at hjernen skal beroliges og passes på, akkurat som hvis du havde en alvorlig kraftig hjernerystelse. Det tager ofte lang tid at bringe nervesystemet i balance igen. Hjernen og kroppen skal lære, at den kan stole på dig. Derfor skal den overbevises om, at du passer på den. Tager den i hånden og favner den. Og så vil den langsomt tro på dig. Og pludselig vil du se dig selv nede hos købmanden hvor du er i færd med at ligge 20 dagligvare ned i kurven uden nogle problemer. Og pludselig sidder du til familie fødselsdagen med et smil på læben. For mig tog det halvandet år, før jeg kunne det. Men jeg gav min hjerne den tid, som den havde brug for. For man kan ikke sige farvel til noget, hvis man ikke først har budt det velkommen. Kroppen har stadig brug for beroligelse. Men nu har jeg både et indre og ydre liv, der stemmer overens med mine sande behov og ønsker. Og det er i sandhed noget, der giver en frihed. Hvilket er kontrasten til angsten. Men den stoler nu trygt på mig.
Skrevet af Pernille Neess Blix
Tidligere stress- & angstramt
Driver nu klinik No Stress,
http://www.nostress-massage.dk