Perfektionisme

Perfektionisme

Perfektionisme og afkobling af krop- og følelsesliv ligger ofte forud for udviklingen af stress, depression og angst

Mange, der kæmper med perfektionisme og tårnhøje indre krav, mener umiddelbart ikke selv at disse hverken er ude af kontrol, urealistiske, eller problematiske. De fleste er under opfattelsen af, at målet vil kunne nås, ”hvis bare lige” – man kæmpede lidt hårdere, forberedte sig lidt mere, uddannede sig lidt mere, var lidt mere fokuseret – og så videre og så videre. Men hvad er det egentlig for mål, der skal nås eller opnås?
Bliver målet ikke blot erstattet af et nyt, hvis eller når det endelig opnås?
Og hvad er konsekvenserne af en sådan livsform?

Vi er som mennesker ikke bygget til at eksistere i det samfund vi lever i, i dag. Basale krav som et godt helbred, mad og et tag over hovedet, er sjældent noget vi reflekterer over eller priser os lykkelige over.
I stedet synes der, at være en tendens til at vi belaster os selv med endeløse krav, mål, visioner og tidvist også perfektionistiske og direkte urealistiske forestillinger til, hvad vi mener, at vi bør kunne magte.
Typisk forestillinger, der omhandler os selv, eller det liv vi stræber imod, – det liv, som mener, at vi bør leve. Alt sammen noget, der i sidste ende kan få alvorlige konsekvenser for det menneske, der ikke formår at gøre sig bevidst herom, frigøre sig fra eller blot afgrænse og begrænse disse indre og ydre krav og forestillinger. De bliver psykiske belastninger, der fører til et utal af vanskeligheder ift. selv og andre, og i visse tilfælde udvikling af stress, depression, angst eller anden form for psykisk lidelse eller belastningsreaktion.

Mange mennesker, der udvikler stress, angst og depression, har været underlagt et enormt psykisk pres gennem meget lang tid. Indre eller ydre styret. Adskillige har også haft en tendens til at afkoble kropslige fornemmelser og emotionelle cues, som en form for overlevelsesmekanisme. En reaktionsform, der har til formål at hærde en til at kunne takle indre eller ydre krav, tænke klart og handle hurtigt, kunne gennemføre det man er i færd med og ikke gå i panik . I korte perioder eller visse situationer kan det være en gavnlig reaktionsevne, bl.a. ift. at kunne overleve eller opnå helt nødvendigt mål. Vi kan imidlertid blive forvirrede ift. hvad der er ”nødvendigt”, og pludselig blive fanget i et spind af forestillinger herom.
Alt er vigtigt, alt er nødvendigt, alt skal klares eller opnås. Tendensen til at afskære krop og følelsesliv fra et liv, hvor tanker og handlinger dominerer, hænger ofte også sammen med – ikke at ville indse og mærke den smerte, der er forbundet med virkelige liv, ”det levede liv”. Eller, at man er delvist bevidst om, at man egentlig ikke magter mere, men ikke vil acceptere sine begrænsninger. At man ikke kan det samme som de mennesker, som man sammenligner sig med. Uanset om andre i virkeligheden måske egentlig ikke magter mere, evner mere, klarer sig bedre og så fremdeles. Man vil ikke være anderledes, ikke være svag, ikke bukke under. Samtidig forsøger mange på at arbejde sig videre mod forestillingen om ”det rigtige liv”, eller ”det bedre liv”. Der er intet mystisk i at man som menneske ikke kan leve på den måde hele livet. Man vil på et tidspunkt bryde sammen, og give efter for de følelser, der efterhånden står i kø for at få lov til at ånde, og kroppen vil have behov for at reagere. Mange går et helt liv og tror, at de har fat i den lange ende, hvis de formår at skabe resultater og konstant er i bevægelse mod ”det rigtige liv”, som altid synes at vente i fremtiden. Der synes at være en tendens til at man lader fortiden ligge, kæmper sig fremefter, og i processen glemmer nutiden – livet. Derved vil der være mange signaler fra krop og følelsesliv, der ikke registreres eller måske direkte tilsidesættes eller ignoreres. De anskues ikke som hjælpsomme og ej heller eller vejledende ift. hvornår grænser er nået eller vejen fremad er blevet tilsløret af de konstante forsøg på at optimere og nå frem til noget bedre. Hjertet er ikke med. Hovedet arbejder alene. Ikke fornuften, men alle tankerne om, hvad man tror er ”vejen mod det rigtige/bedre liv” eller måske et bedre ”jeg”.
Der kan gå rigtig mange år før end man opdager, hvad det egentlig er man udsætter sig selv for.
I nogle sammenhænge er det udviklingen af stress, angst eller depression, der bevirker at man bliver opmærksom på nogle mønstre, og opdager hvor stor betydning denne levemåde har for ens psykiske velbefindende. Men det er aldrig for sent at blive opmærksom på uhensigtsmæssige mønstre, og lære at håndtere indre og ydre krav på en mere hensigtsmæssig måde. Men det er stærke indre kræfter, og mange finder det naturligvis svært at gøre og fastholde på egen hånd. Dér kan et psykoterapeutisk forløb være relevant. Et forløb, hvor man får arbejdet med sin perfektionisme og tendens til at afkoble sit krop- og følelsesliv, og hvor man bliver opmærksom på, hvad det egentlig er for drivkræfter bag. Det kan således også have en tilbagefaldsforebyggende effekt, når først stress, angst og depression har meldt sig.

Marie-Louise Vandborg Svane Dehn, 2015
Autoriseret Psykolog og Specialist i Psykoterapi & Klinisk Psykologi
www.psykologen.net
marie-louisedehn@psykologen.net