Jagten på lykke gav mig angst

Jagten på lykke gav mig angst

”Jeg ligner åbenbart ikke én med angst. Jeg har gennemført flere uddannelser, klaret en masse udfordrende jobs og siddet som chefredaktør på fem magasiner – så kan det nu passe? Men man kan sagtens ligne en succes udenpå og være bange indeni. ”

Sådan fortæller Lizl Rand, der er uddannet journalist og psykoterapeut, og som har stor erfaring i mediebranchen – de seneste 12 år som leder – bl.a. som chefredaktør på magasinerne Q og Psykologi, som medlem af bestyrelsen i Aller Media A/S samt livsstilsredaktør på BT. Hun har for et par måneder siden sagt sit job op for at udleve en drøm om at være selvstændig, skrive flere bøger og undervise i psykisk førstehjælp samt coache ledere og folk med stress, angst og depression.

”Da jeg var nybagt mor og ny i faget, var jeg meget stresset og bange for ikke at slå til og være god nok – både privat og professionelt. Mit lave selvværd og min manglende evne til at passe på mig selv gav mig stress og siden angst. En angst, så voldsom, at jeg måtte selvmedicinere – med enten beroligende piller eller alkohol – for bare at kunne være nogenlunde i ro og til stede. For bare at overleve og klare hverdagen”, fortæller Lizl Rand, der har skrevet om sine 10 år med angst i bestselleren ”Kom stærk ud af din angst – en personlig beretning om at ligne en succes udenpå og være bange indeni”. En bog som Netto for anden gang har købt en stor stak af og sælger til favorabel pris i slutningen af august.

At det er lykkedes Lizl Rand at få sig en karriere med eftertragtede lederjobs trods angst, skyldes ifølge hende selv, at hun holdt sin angst skjult.
”Jeg råder folk til at være selektive i forhold til hvem, de åbner sig overfor. Søg hjælp hos en professionel, som forstår og kan hjælpe og er fortrolig. Det er et paradoks – for på den ene side kan man kun blive rask ved at bede om hjælp og fortælle og erkende, hvordan man egentlig har det – på den anden side, så kan det hæmme ens muligheder, hvis man åbner op for f.eks. en leder, der ikke forstår, at man sagtens kan være talentfuld, selvom man er psykisk sårbar og i krise, ” siger Lizl Rand, der på ledermøder har oplevet, hvordan folk er blevet dømt helt ude, fordi de har stået midt i en skilsmisse, haft dødsfald i familien eller haft stress.

”Hvorfor er der ikke plads til folk med psykiske lidelser på arbejdsmarkedet? Enten skal man kunne yde 120 procent, eller også er man dømt ude? Hvordan får vi gjort op med vores higen efter perfektion, som skaber stress, angst, depression og andre lidelser? Hvordan får vi ledere, der kan rumme, at medarbejdere sagtens kan bidrage, selvom de har angst/stress/depression og i en periode yder anderledes? Husker vi at fylde vores børn med kærlighed, fordi de netop er dem – eller belønner vi dem med kærlighed, fordi de klarer sig godt i skolen eller tegner en fin tegning? ” spørger Lizl Rand, der med sine kurser i psykisk førstehjælp og coaching af ledere netop ønsker at ændre på måden, vi leder og lever på – samt den berøringsangst, der kan være over for mennesker i krise.

”Jeg får ofte kommentarer som ”du gør en forskel” – ”du er med til at vende udviklingen og folks tanker”. Og det alene, fordi jeg står frem og fortælle min historie om, hvordan jeg gjorde alt det rigtige, havde regnet den ud, fulgte livets manual og stolt messede: Jeg kan, hvad jeg vil, og jeg vil ha’ alt! Og ja – jeg fik alt og lidt til og meget mere… jeg fik angst. Men jeg klarede at gøre karriere, og jeg nåede at stoppe op og fylde mig selv med selvværd og kærlighed – mens jeg havde overskud. Desværre er der mange, der er gået helt ned – og som nu er dømt ude, fordi de ikke kan præstere som tidligere.
Det er synd og skam og en kæmpe fallit, at se talentfulde pligtopfyldende mennesker blive sygemeldt. Dømt ude. De har lyst til at bidrage og er en ressource. Men de får ikke mulighed – for vi har skabt et samfund, der er enten eller – og hvor der ikke er plads til svaghed eller alt for store udsving på livskrise-skalaen”, forklarer Lizl Rand, der via foredrag og undervisning ønsker at skabe håb.
”Alle kan få det bedre. Og al forskning viser, at folk med stress, angst og depression kan få det godt. Nogle bliver ligefrem stærkere. Det er jeg selv eksempel på. ”

Lizl Rand, født 1968. Uddannet journalist og psykoterapeut. Foredragsholder og forfatter til bogen ”Kom stærk ud af din angst”. Frivillig rådgiver i Psykiatrifonden og certificeret instruktør i psykisk førstehjælp. Tidligere chefredaktør på bl.a. magasinerne Q, Tidens Kvinder, Psykologi og Bazar samt livsstilsredaktør på B.T. og reporter på Berlingske Tidende.

Lizl underviser i dag sygemeldte med stress, angst og depression og yder terapi og ledercoaching. Blog: http://lizl.dk